En af de største omkostninger, som en patriarkalsk struktur pålægger alle, især mændene selv, er denne ‘følelsesmæssige undertrykkelse’. I et patriarkalsk system ses kvinder ofte som legemliggørelsen af følelser, mens mænd anses for at være symboler på logik. Naturligvis, når logik placeres på en piedestal og følelser opfattes som en ‘svaghed’, befinder mænd sig i en vanskelig position. Hvis de udtrykker andet end vrede eller magt, bliver de hurtigt stemplet som ‘svage’ eller ‘kvindelige’.
I denne sammenhæng er der et yderst effektivt værktøj kaldet ‘skam’, som både kontrollerer mænd og bruges af dem til at kontrollere andre. Forestil dig det som en psykologisk virus: det skader værten, mens det også spreder sig til andre. Skam fungerer som et lag af jord og mørtel over andre følelser, hvilket gør det umuligt at sige ‘Jeg er ked af det’, ‘Jeg er stresset’ eller endda ‘Jeg er glad’, fordi der ikke er plads til det. Forestillingen om, at ‘mænd ikke skal vise følelser’ er så indgroet, at mænd gradvist kun føler sig berettiget til at udtrykke vrede eller raseri. Andre følelser bliver skamfulde hemmeligheder eller forbudte pletter.
Hvad sker der så? Deres sind lukker gradvist ned. De bliver som blokke af ost, der er formet med en økse, deres delikate og farverige aspekter skåret væk og omformet. I det lange løb bliver de til mennesker, der ikke engang ved, hvordan de har det, endsige at have empati med andre. Deres psyke bliver en flad linje: ingen op- eller nedture, ingen forskelle, ingen variation – noget der ligner depression eller endda alexithymia, hvor individer har svært ved at identificere og udtrykke deres følelser.
Omvendt forventer samfundet mærkeligt nok, at de er venlige, medfølende, forstående og opmærksomme. De spørger: ‘Er du ikke en mand i huset? Hvorfor er du ikke kærlig?’ Nå, hvis din spand blev fyldt med rød og sort fra starten, og du fik at vide, at du ikke kunne vise andre farver, hvordan kan du så pludselig producere blå og grønne? Havde de de nødvendige værktøjer? Var der et miljø, hvor de kunne opleve et spektrum af følelser? Gav vi dem tilstrækkelige ressourcer og uddannelse? Eller sagde vi blot ‘Vær en mand, vis ikke følelser’ og forventede så, at de skulle opføre sig som et blomstrende paradis?
Problemet er, at patriarkatet retfærdiggør sig selv med logik, men resultatet er en endimensionel eksistens, der lammer følelsesmæssige behov. Og dette ødelægger ikke kun mænd; det skaber en ond cirkel, der påvirker kvinder og alle andre. I sidste ende forventer vi, at en mand er en sovende krigsdrage, men vi forventer også, at han er i stand til fred og kærlighed. Nå, har vi virkelig skabt et miljø, hvor de kan lære denne dualitet? Eller har vi blot presset dem, så hvis en tåre dukker op i deres øje, bliver de stemplet som ‘kvindelige’ og skamfulde?
Så hvis vi vil have mænd, der kan være venlige, empatiske og have en bred vifte af følelser, skal vi først acceptere, at vi skal afslutte denne følelsesmæssige undertrykkelse. Vi skal lære dem, at det ikke er svaghed at vise følelser; det er en dimension af at være menneske. Vi skal fjerne den skam som en gammel virus fra samfundet og erstatte den med forståelse, uddannelse og et sikkert rum til at udtrykke følelser. Ellers fortsætter den samme gamle historie: mænd, der ser stærke og logiske ud udefra, men som er som bomber under asken, der kan eksplodere eller kollapse når som helst.
